Nyt fra klimaundervisning.dk
|
|
Spændende eftermiddag på Flakkebjerg
Den 12. november holdt klimaundervisning.dk og Forsker for en dag, temadag på Flakkebjerg om klima, svampesygdomme og skadedyr. Mogens S. Hovmøller fortalte om svampe som rustsvampe og meldug, deres biologi og hvilke typer af klimaændringer der skal til, for at de bliver et større problem. Og Lars Monrad Hansen fortalte om insekters livscyklus, der går hurtigere jo varmere det er og hvor store temperaturændringer der skal til, før det begynder at få konsekvenser for landbruget. Der udviklede sig en rigtig spændende dialog, om hvordan Flakkebjerg kan spille en rolle i undervisningen på det her område, hvilket I kommer til at høre mere om i senere nyhedsbreve. Er du interesseret i at være med til at udvikle undervisningsmateriale om klima, svampesygdomme og skadedyr, så kontakt Inga Bach. |
 |
Oplæg fra Cinemateket
På konferencen ”Klimforandringer imellem magt og medier” lovede vi at lægge oplægsholdernes spændende powerpointpræsentationer ud på vores hjemmeside. Du kan nu finde dem her. |
|
Inspirerende klimaarrangementer |
|

I januar og februar inviterer Klimaundervisning.dk i samarbejde med hhv. Aarhus Universitet og DMI til inspirationsdage, hvor du kan blive klogere på klima.
Den 20. januar sættes fokus på klimaændringer, jordbrug og bioenergi på Forskningscenter Foulum, Aarhus Universitet, hvor fire forskellige forskere vil fortælle om deres projekter og kommer omkring en række spændende problemstillinger i den aktuelle klimaforskning. Tilmeldingsfrist d. 13. januar 2009. Læs mere her.
Den 3. februar inviterer Klimaundervisning.dk og DMI til konferencen ”Klimaforandringer - Vor tids udfordring”, hvor klimaforskere fra DMI vil give forskellige vinkler på klimaændringer og global opvarmning. Få opdateret din klimaviden og find inspiration til hvordan klima kan indgå i undervisningen. Konferencen afholdes hos DMI i København og tilmelding skal ske senest d. 28. januar 2009. Læs mere her. |

 |
Internationale ungdomsklimatopmøder – møde for arrangører
Mandag d. 15. december mødes en række repræsentanter fra forskellige danske institutioner, virksomheder og foreninger i København for at diskutere, hvordan ungdommen kan få mulighed for at kanalisere deres budskaber i forbindelse med klimatopmødet til næste år. Der vil være oplæg om bl.a. COP15-processen, finansiering af projekter og information om global klimakoordinering for unge. Derudover vil der om eftermiddagen være debat, hvor der vil være mulighed for at diskutere og udveksle nye ideer og erfaringer. Find dagens program her.
For mere information kontakt Per Rasmussen pr@formidling.dk.
Mødet er arrangeret af Dansk Naturvidenskabsformidling på vegne af Undervisningsministeriet, Klima og Energiministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Udenrigsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. |

 |
 |
Simon Spies Fondens klimapris
Simon Spies Fondens klimapris uddeles til nyskabende pilotprojekter, som kan fremme CO2-besparelser blandt borgerne i Danmark. Eksempler på støtte til projekter kunne være støtte til produktion af et allerede eksisterende konkret energisparende produkt, eller til udvikling eller videreudvikling af en produktidé. Støtten kan også tildeles foreninger der har innovative idéer til at begrænse energiforbruget i deres forening, men mangler finansiel støtte til at gøre det til virkelighed.Både enkeltpersoner, borgergrupper, foreninger og firmaer mv. kan komme i betragtning. Vurderingen lægger vægt på at projektet har indflydelse på hverdagslivet, hvor realiserbart det er og om det er forankret i Danmark. Læs mere på her. |
 |
Journalister søges til Klimaleksikon
Regional Udvikling, Afdeling for Bæredygtighed hjælper Bright Green Youth, der arrangerer en ungdomsklimakonference/innovationsworkshop i Sønderborg om
klima for 14-18 årige fra hele verden. I forbindelse med konferencen skal der udvikles en hjemmeside med et klimaleksikon, hvor unge kan slå “alt” op om klima. Til udformning af leksikonet søges journalister og formidlere. Ambitionen er at Klimaleksikonet skal være det bedste og mest uddybende klimaleksikon på engelsk. Få mere information ved henvendelse til: Mette Christensen, Regional Udvikling, Afdeling for Bæredygtighed, Mette.Christensen@regionsyddanmark.dk, tlf. 76632008 |
|

Dansk Folkeoplysnings Samråd tilbyder hjælp til formidling og samarbejde omkring folkeoplysende klimaarrangementer. I forbindelse med projektet Klima-dating tilbyder samrådet at finde en lokal samarbejdspartner eller muligheden for at koble sig på et klima-arrangement som andre har taget initiativ til.
Læs mere her. |
|
Konference: Earth, our common home |
|

Fra d. 10.-14. maj afholdes den femte World Environmental Education Congress i Montreal, Canada. Konferencen sætter fokus på spørgsmålene: Hvordan kan environmental education berige vores liv? Hvordan kan environmental education bidrage til social innovation og kulturel forandring? Og hvordan kan environmental education spille en rolle i forhold til det politiske system og give inspiration til nye politiske initiativer? På konferencen vil der være indlæg fra bl.a. Stephen Lewis, Riccardo Petrella og Adriana Puiggrós. Udover selve konferencen vil der blive afholdt en række andre arrangementer som fx An International Festival of Environmental Storytelling, dokumentarfilmsprojektet CinEE – A window to the world, og derudover arrangeres der guidede ture til virksomheder, museer og naturskoler og -parker. På turene kan deltagerne opleve nogle af de projekter, der er realiseret i forbindelse med environmental education i Montreal og Quebec provinsen. Læs mere om konferencen og de øvrige aktiviteter her. |
|
Udstilling på Finlands Videnskabscenter – Heureka
Environment-friendly-consumption er en del af Heurekas hovedudstilling. Udstillingen handler om og sætter fokus husholdningers behandling af affald og mulighed for at genbruge affaldet. På Heurakas hjemmeside kan man læse nærmere om de forskellige dele af udstillingen. |
 |
Climate Lecture med Connie Hedegaard
Bliv opdateret på den politiske klimafront når klimaminister Connie Hedegaard holder foredraget ”På vej mod en global klimaaftale” på Københavns Universitet d. 18. december. Ministeren vil tale om COP14, som netop nu bliver afholdt i Polen, og om vejen frem til COP15 i København til næste år. Husk at tilmelding er nødvendig og foregår efter først til mølle princippet. Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her.
|
 |
Den danske natur og klimaforandringerne
På Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm kan du i januar høre to foredrag, som handler om hvordan klimaetændringerne påvirker den danske natur. Den 14. januar fortæller forskningschef Flemming Skov fra DMU om fremtidens danske plante- og dyreverden og d. 28. januar holder professor Jørgen Bo Larsen foredrag om fremtidens danske skove. Læs mere om arrangementerne på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseums hjemmeside under aktivitetskalender for efteråret 2008. |
 |
Glædelig jul og godt nytår
Dette var det sidste nyhedsbrev i 2008, men vi vender tilbage i 2009 med flere spændende klimanyheder. |
 |
|